Vi går gladere hjem :)

Mønsterbrydere på rejse - i verden og i sig selv

Alle børn og unge har ret til de bedste betingelser for at forme deres eget liv, sætte sig mål og stræbe efter at nå dem. Østerbyskolen søsætter nu et nyt projekt, der har fokus på de unge i udskolingen, der har brug for en ekstra hånd i den proces.

Oplevelser, vejledning og en tæt kontakt til familien skal hjælpe ti udfordrede unge fra skolen til at finde deres egne ben og samtidig skabe ro og rum til læring og fordybelse for alle elever i klasserne. De skal være mønsterbrydere – i den forstand, at de får hjælp til at bryde de mønstre, der spænder ben for, at de kan nå deres mål. Skolens mål er, at alle elever skal gøres uddannelsesparate, så de kan klar adgangskravene til ungdomsuddannelserne efter folkeskolens 9. klasse.

Midlet er relationer. Skole, familie og fritid skal gå hånd i hånd for at skabe den stabilitet, de unge har brug for. De første skridt er taget. Skolen er i færd med at indrette et ”rum”, hvor eleverne sammen med lærerne og hinanden kan planlægge og afholde aktiviteter, undervisning og oplevelser. I sommerferien var en gruppe elever og voksne på en tre-dages tur til Heide Park, hvor de fik mange gode oplevelser og mange gode relationer sammen. Vi ser allerede nu, hvordan disse relationer hjælper eleverne til selv at løse konflikter i hverdagen. I foråret var vejleder Charlotte Gabelgaard en tur i London med fem af de ældste elever, ligesom der er planlagt en overlevelsestur for hele 9. b for at styrke klassens relationer.

Disse tiltag er ikke charterrejser, men dannelsesture, der skal udvikle eleverne gennem forberedelser, planlægning og afvikling – og samtidig vise dem, at der er voksne på skolen, som har lyst til at bruge tid og kræfter sammen med dem. En positiv udvikling i disse elevers selvværd og kompetencer vil gavne hele klassens sociale liv og dermed også de øvrige elevers skolegang og hverdag.

De unge skal forpligtes

Med tilbuddet følger naturligvis også forpligtelser. Hver af disse unge skal indgå en kontrakt med skolen, hvor de selv er med til at sætte sig individuelle mål. Overholder de ikke kontrakten, mister de også muligheden for at være en del af projektet og for at deltage i de planlagte aktiviteter. Målene kan være at deltage mere aktivt i undervisningen, at få gjort kål på fravær og for sent fremmøde, at styre deres brug af mobiltelefonen eller noget helt fjerde. Pointen er, at de unge selv skal ind og mærke efter i sig selv, hvad det helt præcist er, de gerne vil ændre på. På den måde får de ejerskab til målene og større ansvarsfølelse, fordi det er dem og ikke skolen, der har valgt målene. De skal ind og arbejde med deres egne styrker og få flere positive historier at fortælle om sig selv.

Hele processen kræver opbakning og stabilitet i alle dele af de unges liv: skole, fritid og familie. Skolen vil følge aktivt med i de unges fritidsaktiviteter og tage kontakt til de voksne, der arbejder med de unge i foreninger m.m. Samtidig holder vejlederne tæt kontakt til hjemmet og inddrager forældrene, så de bliver en del af projektet og føler, at de får både opbakning og vejledning fra skolen.

Det skal fejres

Skolen har store forventninger til projektet. Det ønsker vi også, at eleverne skal have. Derfor har de selv, deres forældre og skolens leder skrevet under på kontrakterne ved en reception i overværelse af byens borgmester i byrådssalen. De unge skal føle, at vi forventer noget af dem – og at vi tror på, at de kan leve op til forventningerne. For det gør vi.

/Allan Lauenblad